Billedblad, Delfinhaler & en famøs cykelhistorie

Endelig, endelig, ENDELIG har jeg fået adgang til mit eget internet, så forhåbentligt bliver det nu lidt lettere at få kontakt til jer derhjemme. Det er i hvert fald en utrolig stor lettelse at være online igen og dermed også lidt mindre afskåret fra resten af omverdenen (læs: Facebook). Først og fremmest – bare lige for at slå det fast – så har jeg det RIGTIG, RIGTIG godt. Jeg er faldet pladask for det her land, og… Ja, jeg kan næsten ikke få armene ned i ren og skær begejstring over det. Jeg var blevet ’advaret’ på forhånd om, at Australien er et fantastisk land, som man kun ønsker at vende tilbage til igen OG IGEN, men det er svært at forstå, før man rent faktisk har oplevet det. Det har jeg nu, og jeg bøjer mig i støvet og melder mig ind i Aussie-fanklubben. Det’ bar’ dejligt her.

Jeg tror, det skyldes en kombination af, at kulturen her nede minder om den danske med hensyn til humoren, påklædningen, væremåden osv. Det er skræmmende let at føle sig hjemme her. Desuden er australierne helt utrolig hjælpsomme, venlige og imødekommende, og så har det her land altså et absolut trumfkort, der hedder VEJRET. Det er fuldstændig umuligt ikke at være glad og tilpas, når solen bager ned, og armene bliver brunere og brunere. Apropos kulør, så har en venlig apotekerdame fortalt Dagny, at solfaktor 30 i Australien – som vi bruger – egentlig svarer til solfaktor 50. Så er det pludselig ikke så sært, at jeg blev solskoldet den eneste dag, der har været overskyet her nede, og derfor ikke syntes, solcreme var nødvendigt. Jeg fik en lærestreg og er blevet klogere nu.

Men det ér et dejligt land, og jeg har meget svært ved at forholde mig til kulden (måske også snevejret?) og vintermørket i Danmark. Det ligger mig ærlig talt noget fjernt og det endda i bogstavelig forstand. Pt. er det også bare som at være på en stor lang charterferie med sol, strand og kolde øl, så det må altså blive et nej til hjemve og de sædvanlige ’tilpasningsvanskelligheder’, men nok om det.

Dagny og jeg er langt om længe flyttet ind i vores lejlighed, og er så småt ved at finde os til rette. Vi mangler stadig at gøre et par indkøb, såsom bøjler, noget at opbevare alle vores ting i osv., før vi kan pakke helt ud og kalde det her sted for ’hjem’.Vi brugte fredag eftermiddag/aften på at skure og skrubbe, og var faktisk også nødt til at skifte ajax’en ud med klorin, for der skulle mere end bare almindelig knofedt til at rense ud her. Til gengæld er det nu som at bo midt i en gigantisk svimmingpool, og det er egentlig en meget rar fornemmelse.

Jeg havde hørt det hjemmefra, men Australierne har bare ikke det samme forhold til renlighed som vi, så det har været en drøj omgang. Her bliver nok heller aldrig ’sådan rigtig hyggeligt’, for med skiden-brune møbler ældre end mig selv (Teksten ”Beth Anne was here! May ’84” på undersiden af en min skuffer afslørede ligesom det) og et tykt gulvtæppe i tre nuancer brunt, som absolut IKKE indbyder til bare tæer, så er vi altså oppe imod rimelig hårde odds. Jeg er også den heldige indehaver af en dør på hvis bagside, der står: ”Wherever U are Iron Maidens

gonna get U. No matter how far. See the blood flow. Iron Maiden wants U DEAD”..ummh, ren råhygge.

Her kommer mutter med kost & spand -

OG GUMMIHANDSKER!

Vi gjorde dog den største – og SJOVESTE - fangst under min madras, hvor vi selvfølgelig fandt ’nattelæsning for voksne’…HÆ. Så blev den rengøring pludselig lidt sjovere (og min seng langt mindre tiltalende). Men bortset fra det, så er jeg nu ganske godt tilfreds med at bo her. Det er som sagt i gåafstand fra byen, og så er der efterhånden også flyttet en del andre udvekslingsstuderende ind, så der vil også altid være nogen at følges hjem med. Desuden har det også bare sin charme at sidde i sofaen med Dagny klokken tolv om aftenen og lakere negle og se australske serier.

Og dér under madrassen...

Så er der belønning for rengøringen:

"Glad og tilpas (eller er det:

"tilfreds?) - som Viggo ville

have sagt

Udover flytteeventyret har vi dog også fået tid til lidt (mere) sightseeing. I fredags var

i ”Wildlife Park”, hvor vi fodrede kænguruer og kælede for koalabjørne (årrh). Bagefter tog vi til Victor Harboe, som er et område, der er berømt for sine pingviner, men de lå selvfølgelig i deres huler og sov, da vi var der. Fedt!

Wildlife Park

De her findes der også

masser af i den fri natur

Victor Harboe

- Jeg blev SÅ forbrændt den dag

Turister...tsk

Lørdag var på stranden, hvor vi fik personlig træning i beachvolley…wuuuh. Det var sjovt, men overraskende hårdt at spille i sandet.
Om aftenen var vi en tur på et Australiens største diskoteker, HQ, som sjovt nok ligger her i Adelaide. Det var…hmmm…en oplevelse! For det første skulle vi i gennem en metaldetektor og have scannet vores tasker for overhovedet at komme ind. Dernæst stod den ellers på MEGA høj techno, UV-lys, reflekser og knæklys en hel nat (Jep, jeg vil ’give it up for Detroit’), samt en gennemsnitsalder på 17 og et halvt. Jeg troede først, de havde temaaften, men nej. De neongule benvarmere og piercinger i øjenbrynet trives i bedste velgående her i Adelaide (helt seriøst). Desuden så tror jeg aldrig nogensinde, jeg har set så korte kjoler, som pigerne her har på. Det er faktisk ret rystende, og Aalborg kan godt pakke sammen til sammenligning.Men hey, så har man prøvet det diskotek, selvom det helt sikkert var en engangsforestilling.

Søndag var på ”Dolphin Cruise” i Port Adelaide, men jeg tvivler på, at den ene finne og to haler, jeg så, kan tælle for at have set delfiner. Vi blev ret hurtige enige om, at de burde omdøbe turen til ”Havnerundtfart i industrikvarter” for det var ærligt talt, hvad det var. Det er dog muligt at komme ud og svømme med delfiner et eller andet sted her i nærheden, så det skal vi helt klart på et tidspunkt. Faktisk er det også muligt at blive hejst ned i havet i et kæmpe stort bur, hvorefter du bliver overhældt med blod, og så er det ellers bare værsgo at vente på, at hajerne får færden af blodet, og så kan du sidde der i dit bur og se på, at hajerne tæsker i mod dig - Måske det var noget, man skulle prøve?

Det der med hajerne er faktisk ret mærkeligt, og man skal altså lige vende sig til, at det rent faktisk passer, når guiden siger: ”Pas på hajerne, hvis I vil svømme her”…hmm. Men indtil videre har jeg altså ikke stødt på nogen.

Bonusinformation: Fyren i den blå t-shirt er

netop begyndt på sin PHD i en alder af BARE 22 ÅR

- Imponerende!

Så er der delfiner!

Og her

Og flere delfiner

Gæt selv.

Nemlig, ja. DELFINER!

(Bare rolig, jeg kan heller ikke se dem)

I går brugte vi det meste af dagen på Campus, hvor O’week (Orientation Week) netop er begyndt, hvilket vil sige, at der er opstillet en hel masse telte, hvor man kan købe morgenmad, øl, deltage i konkurrencer, få diverse gratis ting & sager (kuglepenne, icetea osv.). Alle sportsklubber på universitetet er også repræsenteret, og jeg går pt. og overvejer, om ikke dykker- og sejlsportsklubben er noget for mig? Det kunne være meget sjovt at prøve.
O’Week er for alle studerende, så for første gang fik vi også et indtryk af, hvem der studerer på University of Adelaide ud over os udvekslingsstuderende, og de ser for øvrigt meget normale ud.

I går aftes var vi på bar (igen). Et rigtig hyggeligt sted med livemusik og barbeque klokken elleve om aftenen. Det var lidt mere mig end det famøse HQ, men resulterede desværre også i, at jeg har været noget…hmm...træt i dag, så jeg har praktisk ikke lavet andet end at købe lidt nyt tøj, og så ellers forsøgt at finde et sted at få min nyindkøbte cykel pumpet. Vi bruger oceaner af tid på at finde ud, hvor man kan købe gardiner, få klippet sit hår og alt sådan noget, men sådan vil det nok altid være, når man kommer til et fremmed land.

Det der med cyklen er faktisk en længere – MEN GOD - historie. Vi havde hørt, at det godt kunne betale sig at købe dem hos en ’Cash Converter’ (pantelåner), da man dermed får en ret godt cykel for billige penge. Vi brugte et par timer i går på at finde sådan en, men de havde ikke rigtig nogen billige cykler, så vi endte med at tage en taxa ud til K-mart (Australsk Bilka) for at købe cykler der, men taxachaufføren havde vist ikke helt styr på, hvor det var henne, så vi endte med at køre en del omkring i byen. Held i uheld, så endte det faktisk med, at vi på den taxatur kom forbi endnu en Cash Converter, vi råbte holdt, og havde også heldet med os. Jeg fik i hvert fald en ny brugt cykel for det, der svarer til ca. 150 kroner (og en Ipod Shuffle til 170 kr.) Ironisk nok, så var min (lovpligtige) cykelhjelm dyrere end selve cyklen. Det ene hjul skulle dog have en ny slange, så jeg spurgte damen i butikken, hvor jeg kunne finde den nærmeste cykleforhandler. Det vidste hun ikke, men det gjorde til gengæld den australske familie, der var i butikken ud over os. Dagny og jeg blev losset ind på bagsædet, og så kørte vi ellers af sted. De ventede faktisk også på os, mens jeg fik skiftet slangen og dækket pumpet, og kørte os så derefter tilbage til butikken. Jamen altså, jeg var SÅ forlegen og anede ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre. Som dansker er man bare ikke vant til den her form for hjælpsomhed og ikke mindst gæstfrihed. Det er meget overvældende, men ’familien’ var kun glade for at kunne hjælpe, og vi endte også med at udveksle numre, for de ville gerne tage os med på tur og vise os noget af Adelaide. Ihhh… Kan man andet end at holde af det her land og dets indbyggere?

Anyway, tilbage i butikken kunne dækket selvfølgelig ikke komme på cyklen igen, før jeg lukkede luften ud (Der er ingen grund til at gå ind i nogen længere teknisk forklaring, vel?), så derfor måtte jeg i dag indlede jagten på en cykelforhandler og en pumpe i nærheden af Kent Town (Jeg savner min far).
Det lykkedes faktisk også. Jeg var bare lidt klam ved at gå der ind, for jeg kunne godt se, at de forhandlede noget kun dyrere cykler end min, men i og med at jeg også skulle købe en bagagebærer, så tænkte jeg: ”Det går nok”. Jeg gik ind og fik forklaret på engelsk (med fed dansk accent – hvis nogen skulle have interesse i at vide, om jeg er sluppet af med den. Det er jeg IKKE), at jeg havde købt den her cykel, som manglede den her ”thing” bag på - for hvad er det nu ”bagagebærer” hedder på engelsk? Jeg ved det stadig væk ikke, for ekspedienten spurgte, hvad den hed på mit sprog. Jeg svarede, og han spurgte: ”Hvilket sprog er det?”. Jeg sagde: ”Danish”, hvortil han sagde på engelsk, at han godt kender Danmark på grund af hans bror?...hmm. Jeg fattede ikke rigtig noget af det, da han talte mega australsk og bare kværnede der ud, men jeg når dog at få fat i navnet ”Bjarne Riis”, og så at han gerne ville se min cykel.
Vi går ud, han tager ét blik på min cykel, og sagde så: ”What a crappy bike” (Frit oversat til dansk: ”Sådan en lorte cykel”), hvor efter han begynder at snakke løs om en cykel, han har til at stå der hjemme, som er meget bedre end den her, og som jeg gerne må låne, da jeg ligner en sød og ordentlig pige, som passer på mine ting (!). Jeg er helt rundt på gulvet på det her tidspunkt, og kan ikke rigtig finde ud af, om han mener det alvorligt (seriøst, det ville en dansker bare ALDRIG tilbyde), og desuden begynder han igen at tale om Danmark, og at han gerne vil væk fra Adelaide og til Europa, for det er dér, de store penge er at tjene, som hans bror, ”Jan” og ”Lars” også har gjort! Og så er det, der efterhånden begynder at ringe en lille klokke. Jeg spørger, om han ikke liiiige vil sige navnet på hans bror endnu en gang, og kraft***** om det ikke er Stuart O’Gradys bror (Cykelrytter i stald hos Team CSC og Bjarne Riis, red), der står over for mig og tilbyder at låne mig en cykel. Jamen helt ærlig, hvad er oddsene?
Men han kværner der ud af igen, og tilbyder faktisk også at sætte cyklen i stand for mig, for så skulle han mene, at jeg nok godt ville kunne sælge den for omkring 100 australske dollars og dermed tjene lidt penge. Men her bliver venligheden alligevel for meget for danskeren, så jeg siger, at han bare selv kan beholde cyklen - hvis jeg låner hans – som en slags betaling. Det vil han ikke, men foreslår i stedet, at vi går ud og drikker øl for pengene!
Jeg ville have givet en million - hvilket jeg nok også var kommet til - da jeg går ud fra butikken for at kunne ringe hjem til Danmark og fortælle den her historie…christ! I hvert fald så sidder jeg nu med Darren O’Gradys mobilnummer liggende foran mig, og en halv aftale om at mødes med ham i morgen for at hente en cykel.

På opfordring fra studiebuddy, Martin Ry, hjemme i Århus, har jeg googlet Darren O’Grady, og det til lader til, at den er god. Han kan meget vel have skjulte intentioner, men så er det i det mindste ikke under en falsk identitet.

Og med den bemærkning og en hilsen til min mor om, at jeg nok skal tænke mig om, så vil jeg slutte for nu.