Nå, jeg/I må nok bare se i øjnene, at den her blog aldrig bliver en af dem, der bliver opdateret en gang eller to om ugen – i hvert fald ikke som landet ligger lige nu. Og med hensyn til de små korte indlæg, så er de OGSÅ droppet nu. Jeg kan åbenbart ikke finde ud af at begrænse mig, og dog! Jeg kan ikke huske i detaljer, hvad jeg har lavet siden sidst, så det slipper I for, men jeg gætter på, at jeg helt sikkert har lavet noget, der har gjort min bank yderst tilfredse med mig. Det må uden tvivl være en god forretning for dem, at jeg er taget på udveksling.
Af den årsag har jeg også besluttet mig for at droppe sportsklubberne til fordel for et job. Først og fremmest fordi det kunne være meget rart med de ekstra penge, men da minimumslønnen er ca. 60 kroner hernede, så er pengene ikke det egentlige trækplaster. Derimod gad jeg egentlig godt bare at arbejde. Ja, jeg savner det nærmest, og så er et job altså også bare en god måde at gøre nye bekendtskaber på, og ikke mindst en anden måde at lære den her australske kultur at kende, som åbenbart er så vigtig for mig.
Selvfølgelig vil jeg rigtig gerne prøve at dykke og lære at sejle, men det er mega dyrt (2500 kroner for dykkercertifikatet PLUS jeg selv skal købe eller leje alt udstyr), så det må nok hellere vente til en anden god gang. Måske på vejen hjem i Asien?
Målet for næste uge er i hvert fald at beslutte mig for, hvilken bar/café der skal have fornøjelsen af en ansøgning fra mig. Jeg har ingen idé om, hvor svært det er at finde arbejde, men jeg snakkede med en australsk fyr, og han mente ikke, det ville blive det helt store problem, især ikke når jeg nu kun kan/vil arbejde 5-10 timer om ugen. Workaholic’en, som I kender hjemmefra, der arbejder 30 timer om ugen ved siden af studiet har nemlig dog skruet ned for ambitionerne, nu hvor skolen er startet.
Apropos det, så havde jeg første skoledag i mandag. Jesuschrist! Jeg skal rent faktisk lave noget her nede. Den havde jeg ikke set komme. Det er ikke fordi, at niveauet er specielt højere end på ASB (Det tror jeg i hvert fald ikke), men de har været så snu at indrette fagene således, at mundtlig deltagelse og løbende afleveringer undervejs i semesteret tæller med i den endelige karakter. Faktisk tæller mundtlig aktivitet og opgaver mere end 50 procent, så jeg kan ikke en gang bestå fagene ved kun at deltage i eksamen, som ellers er ASB-stilen…suk (Lang næse til mig). Af den årsag har jeg heller ikke tiden til at arbejde den samme mængde timer som i DK..suk IGEN!
University of Adelaide er en del af ’Group of Eight’ (de otte ældste, rigeste og forhåbentligt også bedste universiteter i Australien), så vi har fået et ordentligt foredrag om, hvilke krav der stilles til universitet for at være i den liga: Dygtige professorer, der holder et højt niveau, engagerede studerende og blablabla. For mit eget vedkommende ved jeg bare, at det er lig med en hulens masse (ekstra) arbejde, som jeg ikke liiiige havde regnet med.
Men bortset fra det (og de fire afleveringer, 2 præsentationer og en enkelt test, jeg skal lave på BARE 14 dage…argh), så er jeg ganske godt tilfreds med mine fag. Det er en herlig blanding af kommunikation på tværs af landegrænser, marketing, ledelse og så lidt australsk samfundsvidenskab til at ’spice’ det lidt op. Jeg har i hvert fald store forventninger til mine fag, og håber virkelig, at de er så interessante, som jeg tror.
Hele er ugen har mere eller mindre stået i bøgernes tegn, så der er altså ikke de store turistoplevelser at berette om denne gang. Men vi (Dagny, to københavnske piger og tre tyske drenge) har købt flybilletter til Tasmanien med afgang til Kronprinsessens hjemby onsdag den 18. marts. Det bliver dog kun et kort visit, da vi kommer hjem igen om mandagen. Flere informationer følger, når jeg har fundet ud af, hvad vi egentlig skal foretage os der/se, hvor vi skal bo osv. Indtil videre har vi nemlig kun købt billetten.
Desværre for mig, så kommer det også til at koste mig 10 % af den endelige karakter i to af mine fag OG en såkaldt strafopgave (hvad det så end betyder), fordi jeg misser to undervisningstimer ved at tage til Tasmanien. Ja, når de siger mødepligt på Universitet, så mener de det åbenbart, ellers er der kontant afregning ved kasse 1. Takforkaffe.
Derudover er der selvfølgelig også at et par byture at berette om, men med fare for at lyde som en fuldtidsalkoholiker, så springer jeg lige let og elegant hen over det. Dog kan jeg da godt lige nævne, at jeg i går var til en privatfest i Nordadelaide. Jeg har overhovedet ingen idé om, hvem der bor der, for vi havde fået invitationen gennem nogle andre udvekslingsstuderende, som havde fået deres gennem … Ja, det vides ikke. Men pointen er, at DER VAR BARE MANGE MENNESKER lukket ind i det hus. Vi snakkede om det i dag, og kom frem til, at der måtte have været mindst 100 mennesker, men så var beboerne altså også gået ’all-in’ og hyret DJ, hængt kulørte lamper op i haven, osv. Der manglede kun de røde plastikkrus, og så kunne det være som taget ud af en film. Men sjovt var det, og respekt til de folk for at (turde) holde sådan en fest. Jeg siger tak for oplevelsen.
Måske er det på tide, at jeg snart forklarer, hvem de der ’vi’ egentlig er, og det er faktisk hurtigt gjort: Udvekslingsstuderende. Vi er en stor blanding af danskere, italienere, hollændere, tyskere, canadiere, svenskere, et par franskmænd, amerikanere og et ægtepar fra Finland. Kort sagt, så er det en blandet landhandel, og det er rigtig, rigtig sjovt at være sammen med alle de her mennesker. Men omvendt også meget mærkeligt at tænke på, at man ligger alt den her energi i at lære dem at kende og om fem måneder fra nu, så ser jeg dem formentlig aldrig igen.
Uha, det var en ubehagelig drejning, som jeg hellere må lade ligge her (Og ja, jeg ved godt, jeg har ikke har styr på ligge/lægge. Jeg har opgivet det).
I morgen er der ’helligdag’ i anledningen af ’Adelaide Cup’, som sjovt nok er et hestevæddeløb (!). Jeg ved nærmest ingenting om det, og det lader faktisk ikke rigtig til, at der er nogen, der gør det. Jeg ved kun, at vi skal møde op i kjole og stiletter, og det er så dét. Men vi har snakket en del om det, så jeg ser frem til at finde ud af, hvad søren det egentlig er for noget.
Ifølge vejrudsigten så vender sommeren også tilbage til Adelaide i morgen. Det var godt, at jeg lige nåede at holde hylde det australske klima og mennesker her nede, for dagen efter gik der en sky for solen, som stort set har hængt der siden, og en eller anden spasser stjal min telefon i Fitness Centeret. Tak for det.
Det er derfor, jeg nu har fået mit andet australske mobilnummer, men har i samme ombæring også mistet alle mine numre, så jeg vil blive glad for en sms eller en mail med nogle numre.
Hvis det skulle være i nogens interesse, så stod jeg ved skranken i Fitness Centeret, og var ved at melde mig ind, da de her tre fyre (nu kendt som den kinesiske mafia) kommer hen, og vil foretage den samme indmelding. Jeg rykker mig, men får åbenbart ikke rykket min mobil med mig. Ti minutter senere opdager jeg så, at min telefon er væk. Jeg gik tilbage, og af en drengene bag disken var ret sikker på, at han havde set en asiat samle den op fra skranken og putte den i lommen. SÅ IRRITERNDE.
Jeg går stadig og håber på, at de finder vedkommende, og der er ret gode odds for det, da de her drenge underskrev de samme papirer som mig, hvilket er ensbetydende med, at de har deres fulde navn, adresse osv. samt at der gudhjælpemig også var overvågningskamera.
Indtil videre har jeg dog ikke hørt noget, så de har sikkert ikke kunnet se noget på kameraet, ØV.
Det er ellers noget af en risiko, den fyr løb, for hvis han er her på et visum som jeg selv, så kan det være i fare, når man har lidt for lange fingre. Og nej, jeg har absolut ingen problemer med at melde ham. Tortur i Kina eller ej.
Det lakker mod enden nu, og jeg slutter samme sted som sidst: Med Darren O’Grady-eventyret (til ære for Lene). For ja, jeg har fået min nye brugte cykel nu (Den er – som lovet - mega grim, men kører RIGTIG godt). Og ja, jeg får skam også en sms i ny og næ fra manden selv, men her stopper det altså også. Manden er jo alt, alt for gammel (Thank you, Google), og så kan det godt være, at det kunne have været min vej til stjernerne og 15-minutes-of-fame, meeeen…. Nej tak!Cris – en meget cykelinteresseret udvekslingsstuderende fra Canada, som synes, det er verdens sjoveste historie, og som aldrig misser en chance for at spørge til Darren O’Grady med et lumsk blik i øjet – forsøger godt nok at overbevise mig om, at jeg skal give efter med begrundelsen: ”Why not? It’s a free meal!” (Og på dansk: ”Hvorfor ikke? Det er et gratis måltid mad”), men 15 års aldersforskel er alligevel for meget – berømt bror eller ej.
Slut, prut, finale - og tak for denne gang
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar