Glædens dag
Så er der liv & glade dage i Adelaide, og jeg kan næsten ikke få armene ned. ENDELIG, ENDELIG har jeg fået afleveret min sidste aflevering, og kan samtidigt også sætte et stort flueben ud for to af mine fag, der blev afsluttet med hvert sit eksamensessay. Nu er der ’kun’ to skriftlige eksamener tilbage i henholdsvis Management og Marketing, og så er det farvel & tak til Adelaide for denne gang (…HYYYYL). Jeg skal til eksamen den 24. juni og 2. juli i tre timer med lukket bog og UDEN ordbog. Det er ren udenadslære, hvilket jeg ikke har prøvet siden… Ja, det kan jeg ikke huske (!). Pt. er jeg bare lykkelig for, at mine karakterer for det her semester ikke bliver overført til ’beviset’ der hjemme. Der kommer bare til at stå bestået/ikke-bestået, så alt er over 6/02 er vitterligt spildt arbejde. Gudskelov for det.
Der var ellers spænding til det sidste, da jeg skulle aflevere min sidste aflevering i mandags. Jeg havde lavet en all-night’er (igen, igen), og havde siddet på campus fra søndag formiddag til klokken fem om natten UDEN at blive færdig, så der var ikke andet at gøre end at sætte vækkeuret til klokken otte, snuppe et par timer, og så ellers op igen. Jeg vågnede dagen efter KLOKKEN TOLV!!...argh. Aldrig nogensinde har nogen redegjort så hurtigt for, hvorfor de australske medier omtaler aboriginals, som de gør, og aldrig nogensinde har nogen påstået, at de skriver, som de gør uden EN ENESTE reference til kilder. Eller jo, det er der sikkert nogle, der har, men det er dælme dumt.
Jeg var lige begyndt på konklusionen, da jeg….ork, jeg burde stoppe nu. Det bliver pinligt…rammer en eller anden genvejstast og låser HELE tastaturet, så jeg kan kun bruge piletasterne. PAAAAANIK. Her er der præcis en time og 19 minutter til deadline klokken 17, så jeg springer bare i det nærmeste tøj og traver af sted til computerhjælp på campus, der selvfølgelig ikke har den fjerneste idé om, hvad jeg har lavet og bare genstarter skidtet. FEDT NOK, det kunne jeg også godt selv have fundet ud af. Helt mirakuløst havde jeg dog gemt, og med 27 minutter til deadline indleder jeg det sidste heat, og får stykket en konklusion sammen (Jeg aner stadig ikke, hvad der står i den, og vil egentlig heller ikke vide det). To minutter i fem printer jeg, og så står den ellers på 800 meter sprint tværs over campus. Jeg lignede en I-D-I-O-T i mine løbesko, ultra stramme tights, matchende t-shirt og med en stak A4-ark flagrende i hånden. Det var rimelig tydeligt, hvad jeg var ude i, og jeg tror også, jeg jordede en asiat eller to på vejen (Jeg håber, det var en af dem, der stjal min telefon). Men aldrig i mit liv har jeg været så glad for at prøve noget nyt i form af at tage sportstøj på i skole. Jeg havde i hvert fald aldrig nået det i stiletter, for SELVFØLGELIG - som prikken over i’et på en fantastisk dag - så havde de tømt postkassen med alle afleveringerne, da jeg kom. Ejj, en skuffelse.
Jeg kan dog hilse og sige at med forpustelse i stemmen og STOR FED dansk dialekt, så kan man meget, RIGTIG MEGET, inkl. at overtale sekretæren til at snige en aflevering med i stakken. Jeg takkede – af hjertet tak – sekretæren, vendte mig rundt og mødte så forelæseren midt i døren, der var kommet for at hente opgaverne. Pffv, snak lige om sidste sekund.
Men det var dét, I’M FREEEEE, og har afleveret min sidste aflevering i meget, meget lang tid, og jeg har nu (næsten) lykkeligt fortrængt, hvor dødfrustrerende alt det her ’skolearbejdet’ har været. Det har været en …hmmm… overraskelse, at det har fyldt så meget, og jeg havde egentlig regnet med at skulle se og opleve meget mere af Australien, end jeg har gjort. Derfor kan jeg også allerede nu sige, at jeg med sikkerhed skal af sted igen i løbet af min studietid. For det første fordi jeg er blevet en hel del erfaringer rigere, som det vil være en skam ikke at bruge til noget, og dernæst bare fordi, at jeg hverken er færdig med at læse i udlandet eller se Australien for den sags skyld.
Jeg har altså heller ikke de store eventyr at berette om denne gang. Min største bedrift siden sidst har været at score mig et medlemskab til Sugar (En af de få barer i Adelaide, der har åbent til senere end klokken tre), men det er jeg sådan set også rimelig tilfreds med. Jer, med sarte sjæle eller jer der bare har hørt det, kan roligt springe næste afsnit over.
Jeg havde været til noget surpriceparty for en amerikansk pige, som begyndte med et par timers undervisning i pole-dancing. Det var sørme sjovt, og jeg vil gå så vidt og sige, at det var ligefrem var smukt. Måske ikke, da vi selv gav os i kast med den ædle dans, men coach’en?! Hun ku’ tricks. Jeg er imponeret. Vi fortsatte bagefter til ’Ladies Night’ på Irisk pub, og der tog det altså overhånd, men hvad kan man forvente, når drinksene bliver billigere og billigere for hver time for til sidst at ende på 1 dollar stykket? G-E-N-I-A-L-T KONCEPT.
Jeg vågnede dagen efter med ALT mit tøj på, og undrede mig over, hvordan i al verden jeg var endt der i min seng. Og nårrh ja, da Sugar lukkede (Vi var åbenbart fortsat videre), så spottede ejeren mig, og før jeg vidste af det, sad jeg i baren efter lukketid og drak øl med ham og personalet. FUCK YEAH!! (Og en fin substitut for Giraffen)
Det fede var, at han troede, jeg var Nina, og på trods af tolv-hestes-brandert, så var jeg snu nok til at lade ham gå i troen. Det sidste, jeg husker, er Driller Jet (Ja, det hedder han) der følger mig ned ad trappen, får fat i taxa, og stikker mig så en seddel til at komme hjem for. Jeg var HUNDESYG dagen der på, men praktisk er det med sådan en dobbeltgænger gående omkring i den samme by. Indtil nu har det ellers kun været Nina, der har haft de sjove oplevelser, fordi folk har taget fejl af os, men ikke længere. Og tak til Nina for at have etableret kontakten ved at kommentere på Driller Jets briller for nogle uge siden (Han er 45+ og prøver ihærdigt at være ung med de unge med lidt for kulørt tøj og helt vanvittige briller), ellers havde jeg nok bare endt på Mac D den nat.
Tilbage til medlemskabet, så endte jeg weekenden efter på Sugar igen, nu i selskab med Nina (Hvem sagde total forvirring?!...hæhæ), men det udartede sig til endnu en nat/morgen i baren efter lukketid, og barpersonalet blev kvitteret med nogle (røver)historier, og vi med et medlemskab til Sugar. Tak for det. Ved nærmere eftertanke, så er det nok bare en af de historier, hvor man skulle have været der?!
Anyway, de næste to-tre uger kommer som sagt til at stå i eksamens tegn, men den 7. juli bevæger Dagny, Annemette og jeg os mod Melbourne, hvor vi skal tilbringe et par dage, inden Dagny og jeg skal sige farvel (og på gensyn selvfølgelig) til Annemette, hvor efter turen går til New Zealand. I/på New Zealand skal vi mødes med Nina, og hendes veninde Maria, der har læst et semester i Brisbane på Østkysten, og… Jah, jeg gætter på, at det igen bliver noget med ’4 chicks in a car’ krydret med lidt snowboarding denne gang. Desuden er der noget med nogle svensker, nogle tyskere og en enkelt canadier, der skal siges farvel til i løbet af de næste tre uger, så det bliver… Ja, jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige. Det er bare sært, og ikke noget jeg helt har lyst til at forholde mig til. Jeg ser bare frem til en hulens masse byture, og lader som om, vi aldrig skal sige farvel.
Der i mod vil jeg slutte af med at sige, at jeg har uploadet rigtig, rigtig mange billeder i de gamle indlæg, hvis ikke I har opdaget det? Og så har jeg forresten ændret min flybillet til fordel for at komme hjem lidt før, men på bekostning af Thailand. Jeg skal hjem og være instructor endnu en gang for de nye studerende på ASB, og jeg synes, at otte dage var lige lidt nok til at se jer alle igen, pakke min lejlighed ud og fejre fruens fødselsdag, så nu skulle jeg meget gerne lande i Aalborg den 30. juli til et gladelig gensyn.
P.s. Jeg fik ristet rugbrød med leverpostej dynget til i syltet agurker i går til aftensmad. DET VAR SÅ SMUKT!
Tusind millioner tak til betænksomme Sanne for pakke med danske lækkerier, og kærlige kram til Annemette for at have fundet rugbrød, RIGTIG rugbrød, i Glenelg.
P.p.s. Jeg har det godt.
