Det er nu dag 6 i Adelaide, og jeg sidder her og prøver at skille dagene fra hinanden og få overblik over, hvad det egentlig er, jeg har set, oplevet og gjort, for der sker noget hele tiden, og vi er mere eller mindre konstant på farten. Det er herligt!
For letheden/forståelsens skyld er det vist nemmest, at jeg starter med lidt facts.
Adelaide – The City
Ifølge Wikipedia bor der ca. 1,2 millioner mennesker i Adelaide, men egentligt er ’Adelaide’ kun selve centrum. Området uden for centrum er inddelt i nord, syd, øst og vest, og i hvert af de her områder er der så forstæder, som har deres eget navn, fx Kent Town (forklaring følger).
Adelaide er en okay stor by – større end jeg havde forventet – og har desuden et ret godt strøg, hvor jeg nok skal få købt mig fattig. I den ene af strøget er der masser af cafeer og restauranter, mens den anden ende munder ud i Australiens svar på Jomfru Ane Gade med barer og diskoteker samlet i én gade (Jep, jeg føler mig hjemme).
University of Adelaide, hvor jeg skal opholde mig de næste fem måneder, ligger i centrum af byen. Der er desuden to andre universiteter her i byen, hvoraf Anne & Anne fra mit hold i Århus skal læse på det ene af dem. Dagny, Caroline og jeg er altså ikke de eneste århusianere i byen.
Med hensyn til:
Vejret
Så er der på nuværende tidspunkt ca. 30 grader, men der går et rygte om 35 grader hen over weekenden. Og ja, det er varmt, og også varmere end der burde være på det her tidspunkt, men i og med at Adelaide ligger ud til kysten, så er der faktisk hele tiden ’en let lille brise’, som gør, at det er til at holde ud. Eller nej, man sveder da som et …dyr. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Desuden tager alt ting dobbelt så lang tid på grund af varmen, der skal drikkes utrolig meget vand H-E-L-E T-I-D-E-N, hvilket er mit absolut største problem, og så er der selvfølgelig bonusgevinsten ved varmen: De hævede fødder! MEN, skiii’ mæ’ det. Tirsdag efter midnat gik jeg hjem fra byen i bare tæer, og asfalten var ikke lun, men VARM endnu. Det er altså en helt særlig fornemmelse - Så ved man, at det er sommer.
Det pudsige/sjove/skræmmende her nede er, at jeg på trods af solfaktor 30 stadig har præsteret at få farve – Der må være hul i ozonlaget over Adelaide. Solen er ekstrem skarp, og derfor er faktor 30 også den laveste faktor, man kan købe i supermarkederne (!).
Men det ér et fantastisk klima, og som Dagny sagde efter et døgn her: ”Jeg FATTER ikke, at vi ikke har været i Australien noget før”. Så smukt og så præcist sagt.
Siden fredag har mine dage forløbet sig nogenlunde sådan her:
Lørdag – og vores egentlige første dag hernede - tilbragte vi på stranden i Glenelg. Det er ca. 30 minutter med Tram (en sporvogn, som går gennem byen og ud til kysten). Eftersom vi havde tilmeldt os turen på ’The Welcome Center’ (et kontor for internationale studerende), så havde vi egentlig forventet, at det ville være vores første ruste-sammen-tur, men nej. Introforløbet her i Adelaide er MEGET anderledes, end det jeg kender fra Århus. Vi fulgtes godt nok der ud, men der efter var vi faktisk overladt til os selv. Vi havde ellers forventet nogle teambuildingslege eller lignende, men sådan foregår det ikke helt her. Heldigvis – og helt klart det bedste ved at være udvekslingsstuderende – så er folk ekstremt udadvendte og henvender sig hele tiden og snakker løs. Rigtig mange kommer her også helt alene, og så har man ligesom ikke andet valg end at opsøge andre studerende. Det er derfor ikke noget problem at finde nogle ’at lege med’, og det var det heller ikke i lørdags på stranden.
Lørdag – og vores egentlige første dag hernede - tilbragte vi på stranden i Glenelg. Det er ca. 30 minutter med Tram (en sporvogn, som går gennem byen og ud til kysten). Eftersom vi havde tilmeldt os turen på ’The Welcome Center’ (et kontor for internationale studerende), så havde vi egentlig forventet, at det ville være vores første ruste-sammen-tur, men nej. Introforløbet her i Adelaide er MEGET anderledes, end det jeg kender fra Århus. Vi fulgtes godt nok der ud, men der efter var vi faktisk overladt til os selv. Vi havde ellers forventet nogle teambuildingslege eller lignende, men sådan foregår det ikke helt her. Heldigvis – og helt klart det bedste ved at være udvekslingsstuderende – så er folk ekstremt udadvendte og henvender sig hele tiden og snakker løs. Rigtig mange kommer her også helt alene, og så har man ligesom ikke andet valg end at opsøge andre studerende. Det er derfor ikke noget problem at finde nogle ’at lege med’, og det var det heller ikke i lørdags på stranden.
Stranden
i Glenelg
På trods af at jeg ikke er den store fan af havvand, så jeg kunne alligevel ikke modstå det indiske ocean (tror jeg nok, det er?) og var selvfølgelig en tur ude i bølgerne. DET ER FANTASKTISK og så varmt, at man får gåsehud oven for vandet. Desuden snakker vi altså hvide sandstrande med det fineste sand, jeg nogensinde har mærket, palmelignende træer, familier der griller på stranden (Det gør australierne meget i) og børn, der fisker fra badebroen. Jamen altså. Man skal bare lige være opmærksom på grå trekanter/finner over havoverfladen, for så er det ind på land i fart. Ellers er det så godt som paradis, og helt klart her jeg skal forberede mig til timerne de næste 5 måneder – Eller i hvert fald prøve på det.Adelaide har adskillige strande vest for byen, som alle ligger 30-45 minutter i bus fra Universitet. Planen er at besøge dem alle og finde min personlige favorit…HÆ!
Lørdag aften – efter at have set en meget smuk solnedgang over havet i Glenelg - fulgtes vi med ca. 20 andre udvekslingsstuderende på bar for at se lidt på det australske natteliv. Det var jo lørdag!Eller rettere: Dagny og jeg var faktisk på vej i seng, da brandalarmen her på hospitalet gik. Så var det ellers bare ned ad trappen fra 11. etage og ud af bygningen. Det var selvfølgelig falsk alarm, men vi fik hilst på vores naboer, som var på vej i byen, og 45 minutter senere gik Dagny og jeg samme vej. Gudskelov for en svag moral.For de interesserede kan jeg fortælle, at en australsk øl koster mellem 4.5 og 7 australske dollars (ca. gange fire for at få omregne det til danske kroner). Det er ikke noget revolutionerende i dem, men de er kolde, og prisen er til at overkomme. Jeg kan endnu ikke afsløre, hvad en galiano eller en PMF’er koster, men lur mig om jeg ikke snart finder ud af det.
Lørdag aften – efter at have set en meget smuk solnedgang over havet i Glenelg - fulgtes vi med ca. 20 andre udvekslingsstuderende på bar for at se lidt på det australske natteliv. Det var jo lørdag!Eller rettere: Dagny og jeg var faktisk på vej i seng, da brandalarmen her på hospitalet gik. Så var det ellers bare ned ad trappen fra 11. etage og ud af bygningen. Det var selvfølgelig falsk alarm, men vi fik hilst på vores naboer, som var på vej i byen, og 45 minutter senere gik Dagny og jeg samme vej. Gudskelov for en svag moral.For de interesserede kan jeg fortælle, at en australsk øl koster mellem 4.5 og 7 australske dollars (ca. gange fire for at få omregne det til danske kroner). Det er ikke noget revolutionerende i dem, men de er kolde, og prisen er til at overkomme. Jeg kan endnu ikke afsløre, hvad en galiano eller en PMF’er koster, men lur mig om jeg ikke snart finder ud af det.
Solned-
gangen i
Glenelg
Glenelg
Søndag – brugte vi faktisk også på stranden, men denne gang lidt længere nord på, nemlig ved Henley Beach. Selve stranden lignede faktisk Glenelg til forveksling, bortset fra at der var knap så mange mennesker og lidt mindre turistet. Egentlig er Sydaustralien – hvor jeg bor – et af de områder, der bliver besøgt mindst af turister, så med ’turistet’ mener jeg bare, at det ikke er overrendt af lokale – eller hvem alle de mennesker nu en gang er.
Henley
Beach
Med hensyn til søndag aften, så var vi ude at spise med et par italienere, en franskmand, en tysker og et par stykker fra Finland. Der skal jo netværkes.
Min
aftensmad:
Kænguru-
salat!
Det ligner
OG smager
som flanke-
steak fra
Netto til
40 kr.
som flanke-
steak fra
Netto til
40 kr.
Mandag morgen indledte vi den store boligjagt, og det har været ….hmmm… kaotisk og meget tidskrævende. Oprindeligt forestillede jeg mig at skulle bo med to australske surfer-guys i shorts og hvid undertrøje, som ville bruge hele deres dag på stranden og weekenden på at holde barbecues og store fester, men for hvert værelse jeg så, blev der ændret i den forestilling. Først røg festerne, så surfboardet, shortsene og den hvide undertrøje, indtil jeg til sidste endte med et kriterium, der lød: BARE HER IKKE BOR EN ASIAT!
På fem dage er det åbenbart lykkedes mig at blive træt af asiater, nudellugten og et uforståeligt engelsk. Ja, enten er det varmen, eller også er jeg blevet en smule racistisk. Ej, det hører med til historien, at der er rigtig, rigtig mange asiater i Adelaide, overraskende mange endda. Det er faktisk som at bo midt i Chinatown (næsten da), og alle de her asiater finder altså sammen, og er ligesom en gruppe for sig - Som om vi europæere er bedre! Men den asiatiske kultur – ved jeg nu – er bare så fjern fra den, jeg selv kender. Humoren, opførslen, madvanerne og faktisk også forholdet til solen (Asiaterne her i Adelaide går rundt med paraply for ikke at få sol, seriøst) er så mærkbar anderledes, at jeg ved, jeg ikke ville kunne leve med det i længden. Derfor kriteriet: Ingen asiater.
Det var faktisk Dagny, der havde fundet de værelser, vi var ude at se på i mandags. Hun var så sød at invitere mig med, siden hun jo alligevel ikke kunne bo alle steder på én gang.
Det første værelse, vi så, havde klart den højeste standard. Det var forholdsvis nyt og lå i et hus, som skulle deles med en blanding af australiere, englændere, hollændere og en tysker, men jeg syntes, det lå for langt uden for byen. Her i Adelaide stopper busserne med at køre ved midnatstid, og at skulle give 200-300 kroner for at komme hjem med en taxa bliver altså for dyrt i længden. Desuden var der lige noget med rengøringsstandarden, som jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville kunne leve med i længden.
Det næste sted var noget mere slidt, men langt renere. Desværre ville der bare gå minimum to uger, formentligt også tre, før jeg kunne flytte ind, og det var ikke værd at vente så længe på. Jeg er/var som sagt boligløs fra fredag, så jeg havde ikke lyst til at bo på hostel i to-tre uger for derefter at flytte ind i noget af middelstandard. I øvrigt ville jeg heller ikke komme til at bo med australierne, med der i mod asiater, som dog godt nok talte rimeligt engelsk.
Det tredje sted var billigt. Rigtig billig: Ca. 100 australske dollars om ugen, alt inklusiv. MEN… Der lugtede af asiatmad helt ud på vejen, og i 30-35 graders varm kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget, der er mere frastødende. Inden for sad der så det her par fra Nepal og spiste ris med fingrene, mens de smaskede højlydt, og knap nok kunne sige, hvad de hed på engelsk. Vi tog egentlig kun der ud, fordi vi havde fået at vide, at der boede en australier. Det gjorde der også, men han viste sig at være tæt på 60 med langt gråt hår, langt gråt skæg og møgbeskidte shorts, som måske en gang havde været hvide, men det er der ingen, der helt ved det. I de fem minutter, jeg snakkede med ham, talte han udelukkende om kakerlakker. Ja, han var faktisk af den type, der burde bo her på hospitalet i stedet for mig. Der skulle i hvert fald mange låse på INDERSIDEN af min dør, før jeg skulle bo i det hus.Udlejeren kunne nok godt fornemme, at det ikke var noget for os, så han tilbød os at vise os et værelse hos sine forældre, som også var til leje. Men det var endnu en nitte: Asiater, nudellugt og et uforståeligt engelsk.
Det var faktisk Dagny, der havde fundet de værelser, vi var ude at se på i mandags. Hun var så sød at invitere mig med, siden hun jo alligevel ikke kunne bo alle steder på én gang.
Det første værelse, vi så, havde klart den højeste standard. Det var forholdsvis nyt og lå i et hus, som skulle deles med en blanding af australiere, englændere, hollændere og en tysker, men jeg syntes, det lå for langt uden for byen. Her i Adelaide stopper busserne med at køre ved midnatstid, og at skulle give 200-300 kroner for at komme hjem med en taxa bliver altså for dyrt i længden. Desuden var der lige noget med rengøringsstandarden, som jeg er ret sikker på, at jeg ikke ville kunne leve med i længden.
Det næste sted var noget mere slidt, men langt renere. Desværre ville der bare gå minimum to uger, formentligt også tre, før jeg kunne flytte ind, og det var ikke værd at vente så længe på. Jeg er/var som sagt boligløs fra fredag, så jeg havde ikke lyst til at bo på hostel i to-tre uger for derefter at flytte ind i noget af middelstandard. I øvrigt ville jeg heller ikke komme til at bo med australierne, med der i mod asiater, som dog godt nok talte rimeligt engelsk.
Det tredje sted var billigt. Rigtig billig: Ca. 100 australske dollars om ugen, alt inklusiv. MEN… Der lugtede af asiatmad helt ud på vejen, og i 30-35 graders varm kan jeg faktisk ikke komme i tanke om noget, der er mere frastødende. Inden for sad der så det her par fra Nepal og spiste ris med fingrene, mens de smaskede højlydt, og knap nok kunne sige, hvad de hed på engelsk. Vi tog egentlig kun der ud, fordi vi havde fået at vide, at der boede en australier. Det gjorde der også, men han viste sig at være tæt på 60 med langt gråt hår, langt gråt skæg og møgbeskidte shorts, som måske en gang havde været hvide, men det er der ingen, der helt ved det. I de fem minutter, jeg snakkede med ham, talte han udelukkende om kakerlakker. Ja, han var faktisk af den type, der burde bo her på hospitalet i stedet for mig. Der skulle i hvert fald mange låse på INDERSIDEN af min dør, før jeg skulle bo i det hus.Udlejeren kunne nok godt fornemme, at det ikke var noget for os, så han tilbød os at vise os et værelse hos sine forældre, som også var til leje. Men det var endnu en nitte: Asiater, nudellugt og et uforståeligt engelsk.
Midt i
boligjag-
ten duk-
ke de
det her
op
boligjag-
ten duk-
ke de
det her
op
Først til aften havde vi heldet med os. Vi havde hørt om et stort ’hus’ lidt øst for byen, som havde masser af tomme værelser. Vi tog der ud, og endte faktisk med at give hinanden adskillige high-fives undervejs, fordi vi endelig havde fundet noget brugbart. I den time vi var der, nåede Dagny og jeg at gå fra: Vi-skal-aldrig-nogensinde-bo-sammen-i-Australien til at hamstre møbler fra de andre (tomme) værelser til vores nye fælles lejlighed!
Så klokken elleve om aftenen gik vi hjem, lettede, glade og meget, meget trætte (Det tærer på kræfterne at slæbe møbler). Men altså… Da jeg vågnede tirsdag morgen havde euforien lagt sig, og vi var/er faktisk begge i tvivl, om vi har taget den rigtige beslutning.Jeg kan sagtens leve med, at jeg i de næste fem måneder skal bo i det værste, gamle …. For med Ajax og knofedt kan man udrette mirakler. Og tro mig, det er tiltrængt her. Stedet er mildest talt hærget og LANGT under dansk standard. Jeg tvivler faktisk på, at man overhovedet kan finde noget i så tilsvarende dårlig forfatning i Danmark. Den australske regering har haft lejet ’huset’ i to år og brugt det til …hmmm…de utilpassede, så det er ikke ualmindeligt, at der er et par huller i væggen, en ødelagt dør og den slags. Nogen har tydeligvis gået amok på nogle af værelserne, og af mærkelige årsager har man valgt ikke at reparere på det. Der er desuden spøgelsesstemning over huset, men det må åbenbart være noget, der appellere til mig, siden det også er sådan et slags sted, jeg bor nu. Men bortset fra de her rimelig triste værelser, så er der et helt suverænt fællesområde med fladskærm, nye sofaer (Fra Ikea, selvfølgelig), bordfodbold, to udendørs terrasser, hvor man kan grille osv., nogle kæmpe store køkkener, og så er der faktisk 78 værelser i ’huset’, så der er grobund for en ORDENTLIG fest, når stedet først bliver fyldt op.
Dagny og jeg får hver vores værelse i ’lejligheden’, men skal så være fælles om badeværelse, thekøkken og stue (med en sofa der laves om til sovesofa, så bare kom forbi. Overnatningen ér hjemme). For det skal vi give den nette sum af henholdsvis 2100 og 2400 kr. om måneden, alt inklusiv på nær internet. Dagny får et større værelse og giver derfor lidt mere. Fra vores nye hjem har vi ca. 20 minutter på gåben ind til universitet.
Min bekymring over om det er den rigtige beslutning, bunder egentlig heller ikke i, om jeg kan bo sammen med Dagny, selvom det er længe siden, jeg har haft en roomie. Det skal nok blive sjovt og FESTLIGT. Jeg er ’kun’ i tvivl, fordi jeg forestillede mig hjemmefra, at jeg skulle bo sammen med nogle australiere, både for at lære den australske kultur at kende, men i høj grad også for at blive bedre til engelsk. I Kent Town Lodge (hvor vi nu skal bo) er der udelukkende internationale studerende, hvor af skræmmende mange taler et meget dårligt engelsk, og det bliver jeg jo ikke ligefrem bedre af (Her gik jeg og frygtede for, hvordan jeg rent akademisk skal klare mig, når det kommer til at foregå 100 procent på engelsk, men der er nogen/MANGE, som må frygte det endnu mere end jeg).Desuden er problemet, at det her er meget almindeligt, at man skriver under på en kontrakt, der varer minimum seks måneder. Det gælder også for Kent Town. Vi har dog fået lov at nøjes med 5 måneder, fordi vi skal rejse her fra i starten af juli. Så hvis vi flytter fra stedet før tid, hænger vi på huslejen perioden ud. ELLER vi skal selv finde en anden, som kan overtage stedet, og det er ikke let, når det kun er for så kort en periode. Vi brugte derfor også det meste af i går på at se på flere boliger og spekulere over, hvad det egentlig var, vi ville.Men igen, så rendte vi udelukkende ind i den kinesiske mafia, eller også var det simpelthen for dyre nogle værelser.
Det er sært, men australierne har åbenbart valgt at bosætte sig ude i forstæderne, og så kører de ellers i bil ind til universitet. Vi havde altså valget mellem at bo inde i centrum sammen de andre udvekslingsstuderende eller bo meget langt fra universitet sammen med de indfødte. Efter megen diskussion frem og tilbage hele dagen i tirsdag, endte vi med at beslutte os for at indstille boligsøgningen og holde fast i Kent Town Lodge. Det viste sig også på en ’Night Life Tour’ rundt i byen samme dag (som i øvrigt foregik kl. 16 om eftermiddagen! Jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev før: Introforløbet hernede er MEGET anderledes i forhold til Handelshøjskolens), at der i hvert fald bor 2-3 engelsktalende studerende ude i Kent Town, så det kommer til at blive muligt at høre ’rigtig’ engelsk. Desuden må det bare blive noget med at finde sig et arbejde nu blandt de lokale eller/og tilmelde sig en sportsaktivitet, for engelsk skal der tales.
Vi flytter forresten ind på fredag, men der kommer til at gå en uge, måske to, før der kommer internet.
Tirsdag aften tilbragte Dagny og jeg i selskab med nogle canadier, nogle danske jurastuderende fra København og så et par tyskere. De er alle noget tørstige, så dem skal vi nok få det sjovt med. Et par stykker af dem skal også bo samme sted som os.
I går, onsdag, tog Dagny på stranden, hvor hun SELVFØLGELIG så delfiner (orrkk), mens jeg forsøgte at få styr på noget af alt det praktiske, så som at tilmelde mig fagene her nede, sammensætte et (skole)skema, hente mit studiekort, tilmelde mig studenterforeningen, få handlet ind (okay, shoppet) osv. Jeg nåede faktiske også en barbecue for de internationale studerende, men det slår bare stadig ikke at have set delfiner på stranden…Øv.
I dag er planen at hente et par ting til lejligheden: Rengøringsmidler, lagner og alt sådan noget. Desuden er der er par workshops, som vi hellere må deltage i; noget med de krav, der stilles til essays og så’n…suk!Semesteret begynder i øvrigt 1. marts, så det varer lidt endnu, før jeg skal i gang med bøgerne. Der er nærmest heller ikke noget, der ligger mig fjernere lige nu.
Det var vist dét…pfvv.
Jeg skal PRØVE at skrive lidt oftere og dermed lidt kortere.
Så klokken elleve om aftenen gik vi hjem, lettede, glade og meget, meget trætte (Det tærer på kræfterne at slæbe møbler). Men altså… Da jeg vågnede tirsdag morgen havde euforien lagt sig, og vi var/er faktisk begge i tvivl, om vi har taget den rigtige beslutning.Jeg kan sagtens leve med, at jeg i de næste fem måneder skal bo i det værste, gamle …. For med Ajax og knofedt kan man udrette mirakler. Og tro mig, det er tiltrængt her. Stedet er mildest talt hærget og LANGT under dansk standard. Jeg tvivler faktisk på, at man overhovedet kan finde noget i så tilsvarende dårlig forfatning i Danmark. Den australske regering har haft lejet ’huset’ i to år og brugt det til …hmmm…de utilpassede, så det er ikke ualmindeligt, at der er et par huller i væggen, en ødelagt dør og den slags. Nogen har tydeligvis gået amok på nogle af værelserne, og af mærkelige årsager har man valgt ikke at reparere på det. Der er desuden spøgelsesstemning over huset, men det må åbenbart være noget, der appellere til mig, siden det også er sådan et slags sted, jeg bor nu. Men bortset fra de her rimelig triste værelser, så er der et helt suverænt fællesområde med fladskærm, nye sofaer (Fra Ikea, selvfølgelig), bordfodbold, to udendørs terrasser, hvor man kan grille osv., nogle kæmpe store køkkener, og så er der faktisk 78 værelser i ’huset’, så der er grobund for en ORDENTLIG fest, når stedet først bliver fyldt op.
Dagny og jeg får hver vores værelse i ’lejligheden’, men skal så være fælles om badeværelse, thekøkken og stue (med en sofa der laves om til sovesofa, så bare kom forbi. Overnatningen ér hjemme). For det skal vi give den nette sum af henholdsvis 2100 og 2400 kr. om måneden, alt inklusiv på nær internet. Dagny får et større værelse og giver derfor lidt mere. Fra vores nye hjem har vi ca. 20 minutter på gåben ind til universitet.
Min bekymring over om det er den rigtige beslutning, bunder egentlig heller ikke i, om jeg kan bo sammen med Dagny, selvom det er længe siden, jeg har haft en roomie. Det skal nok blive sjovt og FESTLIGT. Jeg er ’kun’ i tvivl, fordi jeg forestillede mig hjemmefra, at jeg skulle bo sammen med nogle australiere, både for at lære den australske kultur at kende, men i høj grad også for at blive bedre til engelsk. I Kent Town Lodge (hvor vi nu skal bo) er der udelukkende internationale studerende, hvor af skræmmende mange taler et meget dårligt engelsk, og det bliver jeg jo ikke ligefrem bedre af (Her gik jeg og frygtede for, hvordan jeg rent akademisk skal klare mig, når det kommer til at foregå 100 procent på engelsk, men der er nogen/MANGE, som må frygte det endnu mere end jeg).Desuden er problemet, at det her er meget almindeligt, at man skriver under på en kontrakt, der varer minimum seks måneder. Det gælder også for Kent Town. Vi har dog fået lov at nøjes med 5 måneder, fordi vi skal rejse her fra i starten af juli. Så hvis vi flytter fra stedet før tid, hænger vi på huslejen perioden ud. ELLER vi skal selv finde en anden, som kan overtage stedet, og det er ikke let, når det kun er for så kort en periode. Vi brugte derfor også det meste af i går på at se på flere boliger og spekulere over, hvad det egentlig var, vi ville.Men igen, så rendte vi udelukkende ind i den kinesiske mafia, eller også var det simpelthen for dyre nogle værelser.
Det er sært, men australierne har åbenbart valgt at bosætte sig ude i forstæderne, og så kører de ellers i bil ind til universitet. Vi havde altså valget mellem at bo inde i centrum sammen de andre udvekslingsstuderende eller bo meget langt fra universitet sammen med de indfødte. Efter megen diskussion frem og tilbage hele dagen i tirsdag, endte vi med at beslutte os for at indstille boligsøgningen og holde fast i Kent Town Lodge. Det viste sig også på en ’Night Life Tour’ rundt i byen samme dag (som i øvrigt foregik kl. 16 om eftermiddagen! Jeg kan kun gentage, hvad jeg skrev før: Introforløbet hernede er MEGET anderledes i forhold til Handelshøjskolens), at der i hvert fald bor 2-3 engelsktalende studerende ude i Kent Town, så det kommer til at blive muligt at høre ’rigtig’ engelsk. Desuden må det bare blive noget med at finde sig et arbejde nu blandt de lokale eller/og tilmelde sig en sportsaktivitet, for engelsk skal der tales.
Vi flytter forresten ind på fredag, men der kommer til at gå en uge, måske to, før der kommer internet.
Tirsdag aften tilbragte Dagny og jeg i selskab med nogle canadier, nogle danske jurastuderende fra København og så et par tyskere. De er alle noget tørstige, så dem skal vi nok få det sjovt med. Et par stykker af dem skal også bo samme sted som os.
I går, onsdag, tog Dagny på stranden, hvor hun SELVFØLGELIG så delfiner (orrkk), mens jeg forsøgte at få styr på noget af alt det praktiske, så som at tilmelde mig fagene her nede, sammensætte et (skole)skema, hente mit studiekort, tilmelde mig studenterforeningen, få handlet ind (okay, shoppet) osv. Jeg nåede faktiske også en barbecue for de internationale studerende, men det slår bare stadig ikke at have set delfiner på stranden…Øv.
I dag er planen at hente et par ting til lejligheden: Rengøringsmidler, lagner og alt sådan noget. Desuden er der er par workshops, som vi hellere må deltage i; noget med de krav, der stilles til essays og så’n…suk!Semesteret begynder i øvrigt 1. marts, så det varer lidt endnu, før jeg skal i gang med bøgerne. Der er nærmest heller ikke noget, der ligger mig fjernere lige nu.
Det var vist dét…pfvv.
Jeg skal PRØVE at skrive lidt oftere og dermed lidt kortere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar